Jeg undrer mig over vi ikke taler om, hvordan forældre oplever det, når de har et barn som ikke trives.
Det er helt normalt, at man som ung kan opleve, at livet føles svært. At udsigten er mudret, og livet føles svært og tungt og ikke rigtig går i den rigtige retning.
Det med bare gerne ville have det bedre fylder.
Det som er lidt interessant her, når vi ser ud, og gerne vil have det bedre. Så er vores fokus det forkerte sted, for vi ser kun det som er galt. Vi har det ikke som vi gerne vil have det, og kommer nemt til at sidde lidt fast her.
Ud fra egen erfaring ved jeg at forældre til børn som har det svært. Også har det svært.
Det er ofte fyldt med en form for afmagt over noget som føles umuligt lige, at finde en løsning på.
Hvad skal jeg gøre, hvor går jeg hen, hvem kan hjælpe? Det kan være nogen af de spørgsmål der dukker op.
Dem som er i den lidt mere i den kedelige kategori:
Har jeg fejlet som forælder, får mit barn nogensinde et "normalt liv", kan han/hun nogensinde gennemføre en uddannelse, hvad med vennerne bliver de mon hængende, hvad siger familie og venner - de kan tit have en masse ubehjælpsomme tanker omkring det her - de lystigt deler ud af.
Mange ender med at gå ned i tid på deres arbejde, får stress, søvnløse nætter med en masse tanker om fremtiden, familiens andre børn er der ikke tid til som før, det kan også give dårlig samvittighed, parforholdet er sat lidt under pres, især hvis der ikke er helt enighed om hvad og hvordan.
Som forældre er vi de vigtigste mennesker vores børn og unge har.
Vi er den jord vores stiklinger skal vokse i og næres i. Det er her de lærer livet at kende, helt trygt. Hvordan man lever livet, og hvordan man gør en masse forskellige ting. Hvordan det ser ud når man har respekt for sig selv, hvordan man er et godt og rummeligt menneske, hvordan man laver mad osv. Det jo ikke småting som vi som de voksne skal lære fra os.
Måske meget godt at vi trods alt har lidt tid til det projekt.
Jeg undrer mig bare over, at mange taler om alle de børn som skal fikses fordi de har det svært. OG ikke om det fundament de skal trives i. Hvordan står det til med det, altså de forældre der står på hælene, og nu skal finde en vej tilbage til det der såkaldte normale liv.
Måske er det her løsningen?
Jeg har ikke den ultimative løsning, men der er ting jeg godt tør være skråsikker på alene ud fra min egen erfaring og praksis som terapeut.
Vi kommer nemt til, som de voksne til at tale for meget. Mange mange ord, som tit er afspejlet i en sorg og desperation på indersiden. For vi vil bare ,at vores børn vores stiklinger har det godt.
Men sæt tempoet ned, lyt, vær nærværende, vær den mur dit barn har brug for lige nu hvor det er mest svært. Der er kæmpe stor kærlighed i at lytte.
Vores børn kan ikke gå i stykker, selvom de er kede af det lige her nu. Så prøv om du kan finde en ro indeni dig. Især fordi du selv har oplevet livet ind i mellem har føltes tungt, så slipper tingene igen. Værd at huske. This to shall pass.
Ingen orker at blive fikset, fordi når vi skal fikses, så er vi som udgangspunkt forkerte, og det er der ingen af os der er. Vi er helt perfekte, og præcis som vi skal være helt fra starten af. Vil ud fikses?
Når vi som mennesker oplever, at noget er svært, er det vores indres sundhed som er i spil. Kassen stemmer ikke, jeg er på vej i den forkerte retning, tit er angst et udbrud af, at føle sig forkert. At man ikke kan finde ro i og accept i at være som man er. Det kan være sammenligning med andre, her kan vi alle slå os. For hvorfor kan jeg ikke det her? Vi skal ikke alle kunne det samme. Punktum.
Vi kan nemt fare vild i, gad vide hvad de andre tænker. Uha, ja helt ærligt, det er så endegyldigt ligegyldigt hvad andre tænker. Det er deres. Og lad mig lige afsløre, vi er som art helt utrolig optaget af os selv. Så tit er det er os selv vi tænker på, og det er det jo faktisk også, når vi bekymrer os om hvad de andre tænker om os :0)
Der er så meget kærlighed i at være nærværende som også var det første jeg satte ind her. Når vi gør noget godt for vores børn og unge, og vi kan mærke det gør en forskel. Så rammer det tilbage på os selv. Som kærlighed og taknemmelighed for at vi trods alt godt kan finde ud af det her alligevel. Roen i at i dag lykkes det at lytte, og jeg sidder nu med en ung eller et barn som smiler og kan mærke min kærlighed. Circel of life.
Alt det har kan lyde så simpelt, og det der det også, når vi lige får skovlen under at lytte og være til stede.
Jeg mener ikke der er nogen som skal fikses. Men tager du udgangspunkt i det her som jeg har skrevet, vil du opleve at du kan meget mere end du tror. At den ro der i, at lytte til dit barn, også vil smitte af på dig selv. At du kan høre din egen indre sundhed i forhold til hvad der skal handles på.
Og en kærlig reminder om hvor vigtig du er, som forælder.
Kærligst Pernille
Comments